Blomsten

d1b9eefd3a0aa0aa66d8c86cc2f0a6c3.jpg

Det er typisk for en blomst,
bare sådan at forsvinde
og dukke op i nye farver

ikke at visne rigtigt
eller dø som de andre,
men trænge ind, ud, op
mase sig på,
pludselig skifte
til blåt eller violet

som om den ligefrem
har ret til at være her,
fordi den folder sig ud
som en trompet,
og lyden af den
runger af fløjlsblød
uskyld

så er den her,
med sine rødder,
slyngende sig
om nodearkene,
skyggende for underskoven,
og ingen kan mere
synge rent
uden den

Amy

amy-winehouse-1

hvor meget plads er der
på en arm
til nyrernes ar
kan du vælte dig i sne
uden at fryse
i endeløs søvn

syng vildvejene ud
du er smuk i det spejl
du skærer dig med

så unge skuldre
med verdens synd
huder af historier
stemme af sjæl
øjne der løber væk
i forklædninger

giv os en luns
i blændende lys
bryd sammen
vi bliver hos dig
med frådende grin

fortær det
kast det op
livet som drypper
ud mellem fingrene

gløden drukner indefra
i ophobede kramper
ingen rører
ved den som berør

hvem synger nu
for dig

Søerne – Nørreport

4553756-cykelkampagne-tt-p-afslutning - Kopi

Jeg lærte det i skolen,
at være pakket ind i flæser og sløjfer,
sidde rank med rygsøjle af stål
Så ku’ man være til
uden at skræmme nogen
I dag er der ingen filtre
Jeg sidder og ser grim ud
Det har jeg det bedst med

Så går man til frisør
og skyller personligheden ud i toiletter
Der er altid nogen,
der leder efter den

Jeg tror jeg er bedst til
at skælde ud bag persienner
Der er altid nogen,
der skal cykle gennem mine lunger,
mest uden cykellygte
Det har de det skidt med
Så fortryder jeg det også lidt
Så er det, jeg tager slips på
og blænder dem med forlygter

Der er ingen luft tilbage
mellem mennesker

Mandage

ae50aba805f29a6e4d97778bad7935ca

Mandage er bedst at kaste op i

Så er der puslespil,
brikker, der danner tåger
og blindgyder,
midt i en himmel

En seng med motorvej,
en anden med krybespor

Sporhunden nyser

Det er solene,
der skinner i andres lommer

Så kommer død og begravelse

Kvalme er bare noget, man siger

Bindingsværk

 

IMG_1597glamour.jpg

Foto: Steffen Weiss

 

Brostenene er min bund
Mine ben står stærkere
mellem strandede blåmuslinger
med saltvandshår i vinden

Øjnene er mere åbne her
Man kan gribe ud gennem brystkassen
efter det varme sand,
og trække det ind, inderst

Man kan stå som malurten
Samle sine fødder under vand
mens det giver sig hen,
legende med månen, øverst

Vildskaben må blive herude
Oplyst skal man tilbage
søgende med fingre hen over murene
på en længsel eller bare frit

Varmen venter i mellemrummene
Træerne er med til det,
synger grønligt skær
sammen med stokroserne

Så er alting i midten
Stenene, der er rummet
med bindingsværk rundt om,
som i en omfavnelse

Rødderne gror mod himlen
Mine egne, nedad

Galleriet i Lønstrup – til Kim Larsen

kims rubjerg knude

Kim hedder Larsen uden guitar
Han synger sine noder på lærred,
stryger Rubjergs Knude med Van Gogh
Han hypnotiserer dig med træer,
der prikker i dine øjne
til du køber din udsigt

Kom ind og bliv mættet i farvernes lys
Kom ind til et velhængt stykke uden søer

Stir dig blind, og du vil se
at her gælder kunstnerens regler
og regnbuens farver ender i guld

 

(Foto af maleriet “Da Fyret Åbenbarede Sig Fra Strandsiden” venligst udlånt af Kim Larsen, Lønstrup – se hans kunst på hjemmesiden: www.kimlarsenkunst.dk)

Glimt

belly_button_by_takeoffyourshoes

Fingres spænding
hen over medtaget hud
skubber til årringe og sprækker

Tænding
Glimt af en månerejse
i en armhule,
et gys, som bliver til nordlys
på lagnerne
Øjne med hvidhed,
som skyer, der driver forbi

Et blink
Det er en mark nu
med hjertegræsser
og stikket fra tidslerne
mod gyldne ben
fremkalder vajende pels

Rejsen over hele landskabet,
gennem rundkørslerne
og karrusellerne,
smilende gennem gaderne
ad de velkendte stier

Et suk
Sandet under fødderne
Havet, der rejser sig
og skyller kroppen
helt hjem

Distraktioner

Der er noget
på Facebook,
og solen skinner
Jeg vil have kaffe
Rygsækken tømmes
ud over sengen
Det var det med betrækket
og pæren
Husk nu pæren
Og bordet skal have en klud
Nu svimler det igen
Nu er der tics i øjet,
kedlen fløjter
Det var kaffen, jeg kom fra
Hvordan er det nu
med kirkeskibe
og hvælvinger
Rejsen skal også betales,
og nettet
Jeg fik aldrig regningen
Alle de udgifter
De gamle har snart bryllupsdag
Tjek om posten har været der
Man må kunne få et billigt bord,
måske i Ikea
Så er der trappevask igen
Det var den pære der,
og rygsækken
Jeg støvsuger inden badet
Der ligger jo min gamle
samling af glansbilleder
Og stilehæfterne
Nu glemte jeg kaffen

Håndtryk

 

16443822_10212445278315275_1164782489_o

Så det aftaler vi
Farvel og tak,
giver hånd og
det hele
Taburetterne er optaget
det er tilbage
til ståpladserne,
stå op og hæng dig
i en strop,
hæng dig ikke
i det
Læg dig
i selen,
toget er kørt
Det går nok
alt sammen,
både dagen og vejen
er der nok til,
og enderne,
når de mon sammen
Lige fra
morgen til aften
er der tid nok
Kom igen, sæt i gang
Klokkerne slår
for dig
Du når det
måske,
bare spis brød til,
det kan man godt
leve af
på en sten

Hvisken

500059_804095se560p656d3oc89h

Tåge over gadernes brosten
tegner en hvisken af afdøde navne

det er ånder, der flyder ud mellem fingre,
siver ind ad brevsprækker og ned ad vægge,
ned mellem gulvbrædder i huse,
vi skulle have boet i

det er vores ansigter i spejlene,
det er vores hænder med fisk

vi kalder på os selv
med ældgamle stemmer
i et rum af slidte næver,
der rækker ud efter os,

et frø for hvert åndedrag i stuen,
en syndflod i et vindue på en hundevagt,
en spire for al den længsel efter landgang,

nok rifter til en mark og det daglige brød,
rigelige tårer til en brændeknude

marken hen over oldemors kind
er en nøgle til at flytte ind